Vlacherne, vlasi eller aromanier, er et lille kristent mindretal på 150.000-240.000 personer, der lever spredt ud over store dele af Østeuropa. Deres sprog er en rumænsk dialekt, der også er præget af både latin og serbisk, men kulturelt har de ikke meget til fælles med serberne.

På Balkan møder man vlachere i Serbien, Albanien, Makedonien og Bulgarien, men de findes også i Rumænien og  Grækenland.

Officielt findes de slet ikke i Serbien eller på Balkan, hvor de ofte anses som tilhøre den dominerende etniske gruppe. Trods dette er der ca. 130.000 mennesker i Serbien, der angiver, at deres modersmål er vlachisk. Videre har det helt op i ny tid været forbudt at have vlache-navne, hvorfor de skiftede til navne, der sluttede med "vic".Og dette viser måske også deres status i samfundene.

Man ved ikke meget om vlachernes fortid. Blot at de allerede var kendt i det gamle Konstatinopel, hvor de indgik i karavaner med varer til Venezianerne, og forlangte en slags told af hver sæk med peber. I nyere tid har de eksporteret kasterede heste til Vesteuropa, der derfor også kaldtes vallak. På Balkan nævntes vlacherne første gang år 579 e.kristi. Og af kendte vlacher kan nævnes dirigenten, Herbert von Karajan.

Nogle mener, navnet vlacher oprindelig har sit udspring i det gammel-germanske ord vlasch, der betød fremmed. Andre mener, det var vlacherne, der romaniserede illyrerne. 

Som det er nu, hvor vlacherne, vlasi eller aromanier "frivilligt" skjuler sig i andre folkemasser, er det et folk, der er ved at uddø som selvstændigt folk. Og med den uddør både kultur og historie.