Balkan

llDet Osmanske rige - begyndelse, storhed og fald

  

Det osmanske rige har haft så stor betydning på Balkan, at det bør omtales her.

Det osmanske rige opstod i Anatolien i 1.200-tallet, og varede til 1.923. I år 1.453 erobredes hele det bysantinske rige, og da det var størst, omfattede det store dele af Mellemøsten, det sydøstlige Europa samt Nordafrika. Det blev grundlagt af i 1.200-tallet af en oghuzisk turker-stamme (mongolske normader), og blev som dynasti ledet af en sultan, hvilket dog ikke gik i arv.

Riget, der blev bygget op på rå våbenmagt, var udpræget enevælde, men havde også sans for organisering, ingeniørkunst og handelens betydning. Overalt blev der bygget karavanserier, hvor rejsende købmænd boede gratis, og for at lette karavanerne, blev der bygget veje og imponerende broer. Derfor blomstrede de besatte lande op i en vis velstand. Osmannerne, der var blevet muslimer, byggede moskeer overalt, men tillod også andre religioner - blot på en diskret måde. Og da der blev givet visse fordele for muslimer, konverterede mange i besatte områder til denne tro. Foruden handelskaravaner flyttede man også rundt på soldater, embedesmænd og mange andre, og på denne måde blandede og spredtes det enorme riges forskellige kulturelle sædvaner. Og nu til dags genfinder man mange orientalske madretter eller musik og meget andet overalt i det store rige. 

Over tid blev riget præget af en vis træthed samt korruption, og udviklingen gik helt i stå. Og gennem hele 1.800-tallet mistede osmanerne en række provinser, hvoraf de fleste var kristne. Først en lille græsk stat i 1920-erne, derefter et serbisk oprør, så Bulgarien, og samtidig okkuperede Østrig Ungarn hele Bosnien-Hercegovina. Mod øst vandt russerrne flere armenske provinser. Men i 1978 blev de armenske provinser, Adrahan, Atum og Kars dog erobret af Osmanerne. Og i slutningen af 1800-tallet begyndte de ca 2 mio armenere i det Osmanske rige at profilere sig nationalt. Forfølgelse og drab i stor skala begyndte allerede i 1894-96. Bl.a. dræbtes flere tusind i Konstatinobel (Istanbul). Og under 1. verdenskrig dannede armenerne partisangrupper, der hjalp de invaderende russiske tropper. Herefter massedeporterede osmanerne armenere til Syrien og Mesopotanien. De fleste ikke-tyrkiske historikere og folkeretseksperter er enige om, at massakre på bl.a. armenere og assyrier, hvor mindst 1-5 mio mistede livet, reelt var folkemord. Men iflg. Tyrkiet døde et stor antal, både kristne armenier og muslimske tyrkere under det osmanske riges voldsomme undergang. Tyrkiet erkender ikke folkemord, og har gjort det strafbart at anvende denne beskrivelse.

 
ffPortalen    llBalkan    llKroatien    kBosnien i Hercegovina    jjMontenegro    llSerbien    llVojvodina    llKosovo    llMakedonien    llAlbanien    llFritid    llTurisme    llErhverv    llNyheder    llKontakt 
 

 
 

Riket styrdes av sultanen, en manlig medlem av den osmanska dynastin, vars titel och makt som envåldshärskare gick i arv inom dynastin, dock inte alltid från far till äldste son; det hände ofta att sultaner avsattes. Under sultanen i rikets styrelse fanns divanen, en regering bestående av vesirer, under ledning av storvesiren, som formellt fungerade som rådgivare och verkställare av sultanens order, men som vid flertalet tillfällen hade stor makt och inflytande över rikets affärer. De senare sultanerna antog också den religiösa titeln kalif, alla muslimers andliga överhuvud. Sultanen ansågs då vara den ende härskare som hade rätt att pålysa jihad.[1] Osmanerna hade länge också kontroll över de heliga städerna Mekka, Medina och Jerusalem, vilket ytterligare stärkte rikets ställning som den ledande muslimska statsbildningen.